Kærretur på Hammershus

Glem alt om de støvede historiebøger med gamle billeder – tag med på en rejse igennem den smukke borgruin med en kærre fuld af rekvisitter, der vækker middelalderen til live.

Turbeskrivelse: Hvis I ikke har en god grund til at skulle op på Hammershus, er det slet ikke sikkert, I får lov til at komme over broen – eller I kan risikere at blive taget til fange af vagterne og ført op til Tinghuset, hvor bøddelen måske dukker op…

Vi dramatiserer historien sammen med eleverne og levendegør derved borgens dramatiskefortid. Vi medbringer en kærre fyldt med middelalderlige effekter, som eleverne skal trække på turen, så de får et indtryk af, hvor slidsomt det var at skulle op på Hammershus for at betale skat, og hvordan livet formede sig i middelalderen på den forblæste borg.

Formidleren lægger i løbet af turen op til specielle historiske scenarier såsom ærkebispestriden, Leonora Christina og Corfitz Ulfeldts flugt fra Hammershus, drabet på Johan Printzenskjöld og Bornholms befrielse i 1658, som eleverne dramatiserer ved hjælp af rekvisitterne. Ved dette skift imellem fortælling og dramatisering får eleverne en levende og dyb indsigt i både dagliglivet på borgen og de vigtigste højdepunkter i dens historie.

Også borgens indretning og funktioner forklares, imens vi passerer de forskellige steder: Eleverne får en indsigt i borgens forsvar, i ret og straf på Hammershus og i skatteopkrævning på Bornholm i middelalderen. De får desuden et overblik over borgens århundredelange historie: Hvem kan tænkes at være dens bygherre? Hvilke vigtige historiske hændelser udspillede sig på Hammershus? Hvordan er anlægget blevet restaureret og undersøgt i nyere tid?

Klassetrin: 4.-6. kl.
Deltagerantal: Mellem 15-30 elever
Varighed: 2 timer

Mødested: Handicap- og busparkeringen neden for indgangen til Hammershus Besøgscenter.

Pris: 96,00 kr.* pr. elev, 2 lærere gratis med i klasser med over 15 elever.
Prisen for turen til Hammershus indeholder en afgift til staten på 20% + 25% moms.
Praktiske oplysninger: På Hammershus er det altid godt at have vind- og vandtæt tøj med i rygsækken. Mange bliver overrasket over den store temperaturforskel, der kan være fra den ene ende af øen til den anden.

Booking: Kontakt os på tlf. 56498319 eller booking@bornholmsmiddelaldercenter.dk

Denne tur spiller ind i disse trinmål – tryk og se PDF:

Historie:
Mellemtrin