Med Ridder Rust på Hammershus

Den søde Ridder Rust og hans kompagnon viser rundt på Hammershus og fortæller spændende historier.


Turbeskrivelse: Ridder Rust byder jer velkommen på Hammershus – Bornholms vigtigste fortidsminde fra middelalderen.

Dukken Ridder Rust kender Hammershus indefra og ud – for han er jo selv i borgherrens tjeneste. Han ved hvor hestene sover, hvorfor der lugter i tårnet og hvordan man lettest tilsniger sig en godbid i køkkenet. Disse og mange andre hemmeligheder om Hammershus deler han med gruppen på turen rundt på borgen. Igennem dukken tager formidleren børnene med på en rejse tilbage til borgens storhedstid, hvor vi igennem intens historiefortælling og i dialog med børnene kommer langt omkring dagliglivet på middelalderens Hammershus.

Historiefortællingen starter i Hammershus besøgscenter og fortsætter i tryg og hyggeligstemning både inde i Smørkælderen på Hammershus og rundt omkring på borgen.

Klassetrin: Børnehaver – 2. klasse
Deltagerantal: Mellem 15 – 30 børn
Varighed: 2 timer
Pris: 90,- kr.* pr. barn, 2 voksne gratis med i grupper med over 15 børn.
OBS! Rabatordning til bornholmske skoler/institutioner. Ring til os og få et tilbud.
Prisen for turen til Hammershus indeholder en afgift til staten på 25,- kr. inkl. 25% moms.
Praktiske oplysninger: På Hammershus er det altid godt at have vind- og vandtæt tøj med i rygsækken. Mange bliver overrasket over den store temperaturforskel, der kan være fra den ene ende af øen til den anden.
Mødested: Handicap & busparkeringen nedenfor indgangen til Hammershus Besøgscenter.