Skoleture på Bornholms Middelaldercenter

Bornholms Middelaldercenter er et stort område med både fattig landbobebyggelse med håndværkshuse, rig og befæstet stormandsgård, buebane, dyrehold og meget mere, der giver et væld af muligheder for at lære om Bornholms, Danmarks og Europas historie.

Alle alderstrin kan finde en rundvisning på middelaldercentret i Østerlars og i Østerlars Rundkirke, der matcher trinmålene i deres undervisningsplaner.

Vælg en oplevelse på Bornholms Middelaldercenter

Du booker din tur ved at kontakte Bente på bente@bornholmsmiddelaldercenter.dk
eller på tlf. 56 49 83 19 mandag-torsdag mellem kl. 8.00-14.00.

Samlet oversigt inkl. detaljerede turbeskrivelser, over turene på middelaldercentret.

Middelalderens Sørøvere

I middelalderen var kapere frygtede skibe, der opererede på kanten af loven og ofte udnyttede urolige politiske og sociale forhold til deres fordel. Disse skruppelløse søfarere sejlede i farvandene omkring Europa, plyndrede handelsskibe og hærgede kystbyer.

Så glem alt om Kaptajn Klo og Jack Sparrow, for i middelalderen havde Østersøen sine egne berygtede sørøvere, der gjorde livet surt for handelsskibene og havnebyerne. Igennem dramatisering, quizzer og drabelige fortællinger lærer eleverne alt, hvad der er værd at vide (og mere til) om middelalderens sørøvere.

Klassetrin: Alle – tilpasses efter alder

Deltagerantal: 15-30 elever

Varighed: 2 timer

Fra Kirke til Borg

En introduktion til kirkens indflydelse på middelalderens dagligliv. Turen kombinerer to af øens største seværdigheder: Østerlars Rundkirke og Bornholms Middelaldercenter.

Igennem historien har kirken og kristendommen fyldt afsindigt meget i danskernes hverdag.
Vi starter turen ved Østerlars Rundkirke. Den imponerende kirkebygning vidner om, at middelalderen ikke er længere væk, end at bygninger fra en svunden tid stadig tjener det formål, som de blev bygget til for mere end 800 år siden.

Derefter går turen til Bornholms Middelaldercenter, hvor vi bevæger os rundt i det rekonstruerede middelaldermiljø, med bl.a. landbobebyggels, vandmølle og Stormandens gård bag palisaderne. I dialog med eleverne kommer vi omkring dagliglivet for høj og lav i middelalderen. 

Klassetrin: Alle – tilpasses efter alder

Deltagerantal: 15-30 elever

Varighed: 3 timer

På Oplevelse i Middelalderen

Turen rundt på Bornholms Middelaldercenter foregår ved hjælp af indbyggede rollespil: Formidleren lægger op til specielle historiske situationer, som eleverne dramatiserer ved hjælp af rekvisitter.

Gennem fortællingerne og de små spil får eleverne et levende indtryk af dagliglivet i middelalderen, klædedragterne, maden, magtforhold, handel – alt hvad der prægede menneskernes liv.

Klassetrin: 4. – 6. klasse

Deltagerantal: 15-30 elever

Varighed: 3 timer.

Rundvisning i Østerlars Rundkirke

Guiden, klædt i middelalderdragt, tager jer med på opdagelse i og omkring kirken og fortæller om dens indflydelse på hverdagen i middelalderen, og om tro både før og i middelalderen.

Ude og inde i rundkirken tager vi dens særpræg og de enkelte rums funktion under lup og ser også på de smukke kalkmalerier, som fortæller gode historier om middelalderens forestillingsverden og religiøsitet.

Klassetrin: 4.-6. klasse.

Deltagerantal: 15-30 elever (max. 2 klasser).

Varighed: 2 timer.

Rundvisning på Bornholms Middelaldercenter

Få et levende indblik i middelalderen, og tag på opdagelsestur i det spændende middelaldermiljø på Bornholms Middelaldercenter.

Denne to timers rundvisning giver en god introduktion til Bornholms Middelaldercenter – og til middelalderen generelt. Der fortælles om de rekonstruerede middelalderbygninger i landbobebyggelsen og Stormandsgården samt det dagligliv, der ville have udspillet sig i sådanne huse.

Klassetrin: Alle – tilpasses efter alder.

Deltagerantal: Mellem 15-25 elever.

Varighed: 2 timer.

Spøger det på Stormandsgården?

Er I til uhygge og mystik? Så er denne stemningsfulde aftentur i skumringstiden lige noget for jer.

Med flagermuslygter i hænderne drager gruppen ud på en 2 timers-fortælling om spøgelser, eventyr og folketro. Vi bevæger os rundt i det rekonstruerede middelalderområde på Bornholms Middelaldercenter og gør bl.a. stop ved den hellige kilde, gabestokken og galgebakken.

Klassetrin: 5. – 6. klasse

Deltagerantal: Mellem 15-30 elever

Varighed: 2 timer.

Stormen på Stormandsgården

Vi er i 1300-tallet. Borgerkrigslignende tilstande hersker i Danmark. En årle morgen er der uro på stormandsgården, folkene oppe på palisaden spejder ud over landskabet. Mellem træerne skimtes små lysglimt; Er det solen, der glimter i en blankpudset hjelm?

Sammen med eleverne dramatiserer vi et fiktivt angreb på den befæstede stormandsgård på Bornholms Middelaldercenter. Perioden mellem Valdemar Sejrs død i 1241 og Valdemar Atterdags magtovertagelse i 1340 var præget af stridigheder og kampe om tronen. I perioder herskede der borgerkrigslignende tilstande, og mange stormænd befæstede derfor deres hovedgårde mod omstrejfende røverbander, bondeoprør eller rivaliserende stormænd. Det er dette scenarie, vi befinder os i.

Klassetrin: 4. – 9. klasse (tilpasses efter alder)

Deltagerantal: Mellem 30 – 60 elever

Varighed: 2 timer.