Kampen om Hammershus
Vi rejser tilbage til 1645, hvor et svensk angreb er under opsejling. Med krigstøj på og sværd i hånden starter kampen om Hammershus. To grupper skal enten angribe eller forsvare den mægtige borg (og lære en masse undervejs).
Klassetrin: Alle - tilpasses efter alder.
Deltagerantal: Mellem 30-60 elever.
Da gruppen deles undervejs i forløbet, er det vigtigt, at der er mindst 30 deltagere.
Varighed: 2 timer
Mødested: Handicap- og busparkeringen neden for indgangen til Hammershus Besøgscenter.
Slotslyngvej 9
3770 Allinge
Turbeskrivelse:
Året er 1645. Et svensk angreb mod Hammershus er under opsejling og I er en del af angrebet og forsvaret. General Wrangel går i land på Bornholm, og lensmand Rosenkrantz ruster sig til at forsvare Hammershus.
Efter en fælles introduktion deles gruppen i to hold, som ”svenskere” og ”danskere” og sammen med hver deres formidler får de i løbet af turen forskellige indgangsvinkler til det historiske forløb omkring optakten til angrebet og begivenhederne i 1645. Tildelt forskellige roller og klædt i kofter, dramatiserer vi de historiske hændelser. I vil på egen krop mærke, hvordan det måske føltes at være med i kampen om Hammershus.
Da gruppen i forløbet bliver nødt til at samarbejde på tværs, vil de få en forestilling om hvilken store betydning kampens udgang havde for de involverede parter - nøjagtigt som det var i 1645, da kamphandlingerne fik en betydning for historiens gang her på Bornholm.
Baggrund: Kampen om Hammershus tager udgangspunkt i det svenske angreb på Bornholm i 1645, hvor general Wrangel erobrede Hammershus fra lensmanden Holger Rosenkrantz. Hændelserne i 1645 bragte Bornholm og Hammershus ind som en brik i et storpolitisk spil.
Pris: 101,00 kr.* pr. elev, 2 lærere gratis.
* Inkluderet i prisen for turen på Hammershus er en obligatorisk afgift til Naturstyrelsen.
Praktiske oplysninger:
Da gruppen deles undervejs i forløbet, er det vigtigt, at der er mindst 30 og maks. 60 deltagere.
På Hammershus er det altid godt at have vind- og vandtæt tøj med i rygsækken. Mange bliver overrasket over den store temperaturforskel, der kan være fra den ene ende af øen til den anden.
Booking
Kontakt os på 56498319 eller booking@bornholmsmiddelaldercenter.dk.