Mad og drikke
I Middelaldercentrets kiosk ved indgangen kan du købe bl.a. kaffe, kakao, te og sodavand. Der er et udvalg af is, slik og chokolade. I højsæsonen kan du desuden købe lette frokostretter, sandwich og kage m.m.
Medbragt mad
Ved kiosken er der et større udendørs picnic-område med borde og bænke, hvor du også er velkommen til at nyde din medbragte madpakke. Også på aktivitetspladsen ved åen og på stormandsgården er der nogle borde og bænke, hvor du kan spise frokost eller bare slappe af.
Du er også velkommen til at spise picnic på vores mange græsarealer.
Affald og skrald
Husk at rydde op efter jer selv, så vi sammen kan bevare den hyggelige stemning. Dette gælder også cigaretskodder. Der er skraldespande på hele centret.
Toiletter
Der er toiletter og handicaptoiletter ved indgangen, på stormandsgården og i udstillingsbygningen på aktivitetspladsen ved åen. Ved indgangen er der desuden puslebord.
Museumsbutikken
I museumsbutikken har vi et stort udvalg af souvenirs og smukke middelalderrelaterede brugsgenstande. Her kan du finde alt fra legetøj, bøger, smykker, cd'er, postkort - til historiske glas, keramik og lædervarer.
Museumsbutikken er åben i højsæsonen og på andre udvalgte tidspunkter. Kiosken ved indgangen sælger de populæreste af varerne, når butikken er lukket. Spørg gerne i kiosken efter en ønsket genstand.
Hvordan kommer jeg rundt?
Middelaldercentrets forskellige områder er forbundet af grusstier. Barnevogne plejer ikke at være noget problem.
Der er borde og bænke flere steder i området, hvor du som ældre eller gangbesværet gæst kan tage dig en lille pause. Vejen til stormandsgården fører op ad bakken og kan være en lille udfordring for gangbesværede.
Handicappede
Der findes en flytbar rampe til kørestolsbrugere i stormandsgården (ved toiletbygningen), således at kørestolsbrugere også kan komme ind i stormandssalen. Spørg vores personale - de vil gerne være dig behjælpelig. Vores handicaplift ved trappen til udstillingsbygningen er defekt - vi beklager og arbejder på sagen.
Vi har handicapparkering lige ved indgangen - følg anvisningerne ved parkeringspladsen.
Hunde
Hunde er velkomne - men skal være i snor på alle tidspunkter, da vi har mange dyr og fritgående høns. Ryd desuden venligst op efter din hund.
Rygning
Rygning er tilladt udendørs. Men lad venligst være med at smide cigaretskodder på jorden.