Instrumentbygger workshop

Byg dit eget middelalderinstrument

  • 20190206 171149
  • 20190206 171246
  • 20190206 171036

Kom og vær med til at bygge dit eget middelalderinstrument i middelaldercentrets skønne omgivelser i løbet af en intens uge i sommeren 2020.

I uge 30 afholder vi i samarbejde med BornholmEvent&Workshop, AOF Bornholm og instrumentbygger Michel Bach en instrumentbyggerworkshop på middelaldercentret. 

På workshoppen kan du vælge om du vil bygge et strengeinstrument eller fløjter. Det tager en hel uge at bygge en fiol eller en lut. En fløjte tager godt en dag og en sækkepibe-pibe ca. 3 dage. Vælger du fløjte, så har du mulighed for at vælge vikingklarinet, fårehyrdefløjte eller sækkepibe-pibe. Workshoppen bliver afholdt i det fri ved det store øltelt, så der er mulighed for at gå i læ, hvis det regner. For kursets deltagere er der mulighed for at låne middelaldertøj til ugen.

Ved tilmelding skal du oplyse, hvad du ønsker at bygge, så Michel Bach kan forberede byggeprocesserne hjemmefra og få de rigtige materialer med til dig.

Kursets underviser Michel Bach fra Tyskland har mange års erfaring i middelaldermusik og instrumentbyggeri. Med sin gruppe Spielmannskunst Eygenart, er han optrådt mange steder i verden, bl.a. i Danmark og også på Bornholms Middelaldercenter. Han er desuden tilknyttet middelaldercentret Ukranenland i Tyskland.

I løbet af ugen vil der også blive spillet middelaldermusik, og selvfølgelig må du spille på dit instrument, når det er klar - er du nybegynder, er der mange gode naturlommer at øve i :-)

Velkommen til en skøn, levende, hyggelig uge fyldt med læring, grin og gode historier. Alle, der har lyst til at bygge, er velkommen!

Dato: Mandag 20/7 - Søndag 26/7 2020 - hver dag kl. 10-16
Undervisningssprog:
Engelsk.
Underviser: Michel Bach.
Pris: 2.000 kr. (for hele ugen)
Tilmelding og betaling: Hos AOF: Klik her.

Kontakt gerne AOF for yderligere information på 56 95 75 80.

Mulighed for overnatning:

Det er muligt at overnatte på middelalderpladsen, hvis man medbringer middelaldertelt, eller ved gården i plastiktelt. Prisen er 50 kr. pr nat/person. Vær opmærksom på at der ikke er adgang til køkken, kun til toilet & bad.
Ønsker man overnatning/B&B i umiddelbar nærhed af centret, så kontakt Marit Boe Nielsen på 61 11 58 45.

Hvis du vil leve i middelalderen i hele 14 dage, så er det muligt at deltage i middelaldertræffet i ugen op til workshoppen. Ønsker du det, skal du kontakte Jane på Bornholms Middelaldercenter, jane@bornholmsmiddelaldercenter.dk, og oplyse at du også er tilmeldt instrumentbyggerworkshop i uge 30.